mandag den 14. november 2011

Et større brød end jeg kan bage?

I min iver, efter at komme igang med at forvandle Karlelunden til det blomstrende paradis, som jeg ser for mig, når jeg går i haven, når jeg tænker inden jeg skal sove, når jeg i ledige stunder tegner skitser på papir, når jeg kigger havebøger osv osv., har jeg nu bestilt frø hjem i stride strømme.

Jeg har bestilt via FrøbutikkenFuglebjerggaard, Lavprisfrø og en enkelt sort er kærligt doneret fra Anne Gine fra Staudecafeen.

Der er både krydderurter, grønsager, stauder og sommerblomster og hver enkelt lille pose indeholder, for mig, håb om at indfri nogle af mine havedrømme i 2012 - jeg er utålmodig og jeg glæder mig......kom nu marts :o)

Nu da jeg sidder her, med alle de herlige små frøposer, spredt ud på bordet foran mig, tænker jeg........"Helle Helle Helle, din håbløse romantiker, hvor skal du dog forkultivere alle de små frø henne?" Ja det er et godt spørgsmål, der bliver nok ikke vinduespladser til at forkultivere dem alle og måske har jeg slået et større brød op end jeg kan bage - vi får se.

Tja det ser måske ikke ud af meget, for Jer "hardcore havenørder".
Men for en grøn nybegynder som mig, er det altså helt vildt!
Der mangler endda min sending fra Fuglebjerggaard endnu.
.....og tænk, vinteren er lang endnu - og mange gode idéer og ønsker
kan nå at indfinde sig...


Mens jeg venter på forårets komme, er jeg gået i skarpt genbrugs-mode og gemmer alt hvad der hedder plastikbakker fra frugt, grønt og kød. Derudover planlægger jeg indtage gildestuen, som har to store vinduer ud mod gårdspladsen. Her må kunne stilles en række borde op, som kan huse alle mine små bakker, når den tid kommer.
Men hvordan jeg får vandet, uden alt for meget besvær og plasken bordene til, har jeg endnu ikke udtænkt løsningen på.
Store zinkbakker var vel ønskeligt - men måske også kostbare......jeg må tjekke markedet.

Vil I dog ikke lægge ører til hvad jeg har i støbeskeen......åh frøposerne?

Til Urtegården er indkøbt:
- Slange hvidløg
- Grøn pluksalat
- Rød pluksalat
- Rucola
- Alm. løg
- Courgette
- Dild
- Oregano
- Citronmelisse
- Basilikum
- Rosmarin
- Ærter


Til Tøse-hjørnet er indkøbt:
- Tjærenellike
- Drejeblomst
- Purpursolhat
- Kæmpe Jernurt
- Akeleje
- Stolt Kavaler
- Atlaskblomst
- Frøkenhat
- Citron Hestemynte

Til det Gule-bed er indkøbt:
- Gemserod
- Margerit
- Lodden Løvefod
- Skønhedsøje

Til det Hvide-hegn er indkøbt:
- Akeleje Frøstjerne
- Tandstikkerurt

Til krukker, husmure mv er indkøbt:
- Appelsintagetes
- 2 slags Ærteblomster
- Lavendel
- Kokarde
- Pragt snerle
- Fingerbøl
- Morgenfruer

Hvad med Jer, er I begyndt at tænke i frøposer ?

16 kommentarer:

  1. Frøposer ja mon ikk':) jeg har høstet staudefrø og har også sået de fleste frø... jeg har dem i drivhuset... jeg sår altid efterår/vinter, da jeg har mange andre ting at gøre i haven i forået:)Held og lykke med det hele... måske jeg kommer til at købe lidt staudefrø på nettet... er allerede begyndt at få frøkataloger:) Anne Gine

    SvarSlet
  2. Det er godt nok et stort brød du har slået op, det må jeg medgive dig. Jeg kan også godt forstå du har brug for hele gildesalen til det arrangement, men det er spændende frø, du har købt. Hvordan du får vandet? Håber andre har gode idéer til dig, jeg såede kun tomater og klokkeranker i foråret. Klokkerankerne stod i en gammel bradepande i vand, men så mange gamle bradepander har du nok ikke.
    Jeg gør ikke meget i at så, jeg har rigeligt at tage mig til i haven, så jeg kan ikke nå mere, men det forhindrer mig nok ikke i at få lyst til at så til foråret, inden jeg kan komme i haven.
    Held og lykke med projekterne. :-)

    SvarSlet
  3. Jeg lægger gerne ører til dine indkøb, men jeg er nu ikke begyndt at planlægge indkøb endnu, kun har jeg lavet en ønskeliste.

    Se mit indlæg om "undervandingsmåtter" der er vandtætte. Så kan du bruge hvad som helst som underlag.

    SvarSlet
  4. Jeg kender det bare så godt - at man bliver så ivrig med bestillingsknappen. Jeg havde svært ved at nå at få alt forspiret i år - men jeg tænker så, som med alt andet i haven...."de er der jo også til næste år". Så jeg lader frøene ligge en sæson i frøkassen og de fleste kan godt spire året efter.
    Jeg har samlet mange frø fra haven i år, men har ikke fået dem ordnet endnu.
    Hvis du skal have nogen fra mig, så skal det vist være noget der kan frilands-såes :o)

    SvarSlet
  5. Måske skulle du overveje at så alle staudefrøene nu ligesom Anne Gine gør det - så er der ikke helt så mange at gå i gang med til foråret.

    SvarSlet
  6. Hej Anne Gine
    Jeg tror også at jeg sår staudefrøene nu. Jeg har dog ikke noget sted at opbevare dem - men er det ikke ok at lade dem stå uden vinteren over - og lade naturen gå sin gang, de skal vel også have en kuldeperiode for at spire (så vidt jeg har læst). Jeg bliver nød til at så dem i potter, for jeg er bange for at komme til at luge dem væk til foråret, hvis de sås på friland og jeg ikke kan kende dem ;o)

    Hej Lisbeth
    Altså når DU, dit inkarnerede havemenneske synes det er et stort brød, så bliver jeg da helt skælvende i knæene - måske har jeg fået forkøbt mig?

    Hej Lene
    Nårh, ja det indlæg kan jeg godt huske. Måtten var fra Netto ikk´. Men måske jeg kan finde den andre steder - det var ikke så tosset en idé.

    Hej Berit
    Hvor nysgerrig og blomsterbegærlig jeg end er, så tror jeg ikke jeg skal bede om flere frø i denne omgang, nej tak alligevel.
    Det er godt at vide at man kan gemme lidt af frøene til næste sæson, hvis det bliver en for stor mundfuld.

    Kærlig hilsen til Jer alle :o)

    SvarSlet
  7. Hej Helle, jeg følger spændt med. Jeg har ikke købt ret mange frø endnu, men har fået en dejlig portion akelejefrøstjerne fra Staudecafeen.

    SvarSlet
  8. Hej igen Helle
    God ide at så ude nu:) du behøver ikke et drivhus for at vinterså, jeg sætter dem mest i drivhuset for at fuglene ikke roder i potterne. Jeg har også sået mange ude på et plantebord, og har dækket med "dug" så fuglene ikke æder frøene:) Når/hvis der kommer sne er det en god ide at dække potterne med sne:) Anne Gine

    SvarSlet
  9. Det er forfærdeligt (og alligevel dejligt) med alle de frø, der lokker alle vegne. Fra nu og langt ind i april....(altså ikke for at gøre det værre :).

    Jeg har sået en staudefrø i flamingokasser med fiberdug over, som Anne Gine skriver. De står ude, for mit drivhus er jo som bekendt pillet ned. For jeg ved, at jeg bliver lokket, når det for alvor bliver koldt og mørkt :)

    Mht ærteblomster, så plejer jeg at så dem udenfor i foråret, det virker bedst for mig. Sig til, hvis du vil høre om det, det er ikke 'raket-videnskab', faktisk lige modsat :)

    kh Anne Mette

    SvarSlet
  10. Anne Gine, tak for bekræftigelsen....så sår jeg og dækker lidt for nysgerrige og sultne fugle :o)

    Anne Mette, ja jeg tænker også at det kan blive en lang og dyr vinter sådan som jeg er i gang allerede :o/
    Godt at høre at det ikke er så svært endda - men der er jo altid en vis usikkerhed og spørgsmål når man prøver noget for 1. gang......og jeg vil jo så gerne have det til at lykkedes, så jeg få blomster blomster blomster :o)

    Kærlig hilsen til Jer begge

    SvarSlet
  11. Når du har sorteret stauder fra kan du begynde at sortere dem fra, som kan sås på friland. F.eks. Morgenfrue og Stolt kavaler. Efterhånden vil det blive overskueligt og du har jo rigtig god tid :-)

    God fornøjelse med frøposerne
    Birgitte

    SvarSlet
  12. Hold da fast, der er noget arbejde i vente ;-)Ikke nok med de skal såes, og du skal finde plads. Du kommer vist til at bruge det halve af foråret til at prikle blomster ud, men sikke et blomsterflor, hvis bare det halve lykkes :-)

    Tror du skal gøre som Birgitte skriver :-)

    SvarSlet
  13. Hej Birgitte - nemlig, det er også min plan at så en del på friland med kæmpe skilte, så jeg er opmærksom på deres små kimblade ikke får med skuffejernet i et uopmærksomt øjeblik...åh gru :o)

    Hej Vivi - ja jeg lov mig vist rive med (i flere omgange endda). Det med pladsen bliver ikke et problem, tror mig, her trænger virkelig til blomster. Har ikke prøvet at prikle - men er sikker på at det er hyggeligt......eller også kan det blive det med lidt radio og kaffe på siden - nu er der i hvert fald ingen vej tilbage ;o)

    Kærlig hilsen til Jer begge - Helle

    SvarSlet
  14. Uh, nu bliver jeg helt nervøs, mit 'hovmod' var lidt rettet mod min metode at så ærteblomster :) Men jeg tror at nu på dig med det hele Helle, du går grundigt til værks, det er første step jo.

    Ang. Urtehaven (ved ikke om du så mit svar til dig hos mig, gentager lige :) - der kan jeg klart anbefale Camilla Plums Grønt I+II. De er vist udsolgt fra forlaget og Plum og Dalby pønser vist på at genudgive. Men de kan jo lånes på biblioteket. Det er 2 moppedrenge, men der er rigtigt mange gode råd - jeg endte faktisk med at læse fra side 1 til slut. Man kan også finde det meste af informationen på Fuglebjerggaard siden, hvis man søger.

    Lang kommentar, beklager :)

    kh Anne Mette

    SvarSlet
  15. @Anne Mette - Undskyld ikke en lang kommentar - jeg eeelsker den :o) Jeg har Camillas havebog, den er slet ikke så tosset for en glad amatør og den slår jeg gerne op i......og nettet, ja der er jo uanede ressourcer at hente ;o)
    Det skal nok gå altsammen - og skulle noget slå fejl, ja så herre gud - så er jeg en erfaring rigere, ikk´ :o)
    Hvor intet vover - intet vinder......
    Kærlige hilsner Helle

    SvarSlet
  16. Jeg har taget en del frø fra haven, men har faktisk ikke bestilt frø endnu, men skal i gang. Har været ved det flere gange, men får så ikke kigget det hele igennem og dropper ordren... Men mon ikke en af dagene??? ;-)

    SvarSlet

Du er altid velkommen til at efterlade en kommmentar - det er også helt fint bare at kigge med :o)