torsdag den 29. december 2011

Tryllebundet

Der har været stille på bloggen efter jul - og med rette.
Jeg har nemlig været i haven alle ledige minutter og timer, som julen har bydt mig.
Eller det vil sige, været i haven fra sofahjørnet, godt stablet op med puder, benene trukket op under mig, et tæppe på og en sød mand, der forsynede mig med friskbrygget kaffe - alt imens han hovedrystende har smilet ad mig.
Disciplinen "armchair-gardening" har nemlig udviklet sig til et marathon her i Karlelunden.

Og klart det måtte ske - når julen har begavet mig med disse tre fantastiske havebøger.



Behøver jeg sige mere - det har været fantastisk vidunderligt og jeg er fuldstændig og aldeles tryllebundet............og jeg er slet slet ikke færdig endnu.
Inspirationen vil ingen ende tage og hovedet summer af sommer, drømme og planer - der er sommer i mit julehjerte.
Nu ved jeg, at jeg nok komme igen de seje vintermåneder med sådanne bøger som følgesvende.

De næste par dage byder på aftenvagte også nytårsaften - så jeg vil benytte lejligheden, til at takke for et fantastisk 2011, hvor det har været en stor og berigende gave, at blive en del af dette haveblogunivers - tak til hver og én af Jer dejlige havetosser - I ønskes et godt nytår, hvor jeg håber vi fortsat skal dele haveglæden.

Der er nu noget sandt over klichéen "delt glæde - er dobbelt glæde".

mandag den 19. december 2011

Skør med snebær

Så ramte solens stråler da lige Snebærbusken idag.............det kunne jeg slet ikke stå for.


Idag står den rosa Snebærbusk næsten nøgen og soler sine smukke bær til stor glæde for fotografen

________________________________________________________________________________


For bare 1½ måned siden havde Snebærbusken lidt mere "tøj" på ;o)

____________________________________________________________________________


Helt smidt sine blade har den dog ikke her i december.
De stedsegrønne (Thuja) i baggrunden er også gode til at fremhæve de røde bær - fin kontrast synes jeg.
Husk forresten af Snebærbuske har det med at bruge albuerne og brede sig - denne står dog et sted, hvor den bare kan slå sig løs og give den fuld gas ;o)

_______________________________________________________________________________



Den klassiske hvide Snebærbusk står i naboens hegn ud mod vores lille jordvej - så tillader mig altså, at sende den et par  "stjålne blikke" også ;o)

_______________________________________________________________________
Idag er sidste dag i min lille juleferie, inden juletravlhed på jobbet banker på døren fra imorgen.
Inden længe kan vi dog alle atter drage et lettelsens suk og julefreden sænker sig over Karlelunden igen, vi har nemlig alle fri henover juledagene - juuubiiiiiii

Glædelig jul

søndag den 18. december 2011

Den julede Kristtorn

Bagerst i haven, ud mod marken i læhegnet, står en lille Kristtorn (Ilex aquifolium).
Den påkalder sig på ingen måde opmærksomhed - men står lige ved siden af min udkigs bænk og derfor beundres den tit.
Idag fandt solens stråler vej ned på den og det blev til et par skud.




Kristtornen forbinder mange af os med jul og Jesus Kristus og jeg satte mig derfor for, at læse lidt om busken med det religiøst klingende navn, her op mod jul.

Det var nu ikke mange oplysninger jeg kunne finde om hvorfor Kristtornen har fået sit navn eller hvorfor vi forbinder den med jul. Faktisk lader det til, at det nok er en myte, at Jesus skulle have båret netop Kristtornen som krone mod sin korsfæstelse.
Hvis du har lyst til at læse lidt, er her et link til en lille artikel om Kristtornens religiøse historie fra Kristelig Dagblad  "Fra tornekrone til julelys".

Myte eller ej - Kristtornen er da køn, med sine blanke blade og røde bær, badet i vintersolen.




Glædelig 4. og sidste søndag advent


lørdag den 17. december 2011

Mine jule-darlings

Igår blev juletræet sat på fod og hentet ind i stuen - hvilken herlighed.
8 dage før jul vil nogen måske mene er alt for tidligt, men vi elsker at tænde lysene på træet i den mørke tid og nyde det smukke juleskær i stuen. Tilgengæld bæres træet ud 30. eller 31. og står altså ikke nytåret over.
Så ca. 14 dages absolut nydelse og SÅ er jeg også træt af det drysseri ;o)

Gustav (min yngste) og jeg pyntede træet efter alle kunstens regler og i år tabte vi "kun" 3 glaskugler, - ak og pyt - hvor der handles, der spildes og heldigvis var det ikke nogle af vores/mine helt specielle darlings, der gik til.

For helt specielle darlings er der nemlig, at finde på træet og jeg vil vise jeg nogle af dem.
Har virkelig måtte begrænse mig, for når man først går i gang............ja, så kan jeg stort set huske hvorfra hver en lille figur og kugle stammer fra. Det være sig som gave, fra en speciel tur eller andet - og det gør jo at det meste af juletræets stads er elskeligt og højt skattet.



Dette hjerte, har sammen med sin tvilling, sin premiere på juletræet i år. Jeg har netop fået parret af min elskede farmor i værtindegave i november. De bliver næsten gennemsigtige når lyset skinner igennem dem og ellers står de i "antik-sølv" med den dekorative perle-isblomst på. Meget smukke og allerede mine darlings.





Nu når vi er ved hjerter og farmor - ja se så lige det yndige hvide hæklede hjerte, det er helt vidunderligt enkelt og gør på ingen måde stads af sig selv.
Jeg har 5 stk af dem og de er hæklet af min farmor. De er dobbelte, så der kan fyldes en godte i, hvis det skulle være.
Sådan noget hjemmelavet julepynt fra ens bedsteforældre er da virkelig en skat - en sand darlig.





En ældgammel svend, er ham julefar her. Han er efterhånden noget krakeleret og mat i farverne og toppen hvor hængesplitten skal side er lidt itu - hans dage er måske talte og vi hylder ham derfor hvert år, fordi han magter at tage en tur mere i træet. Han bliver hængt op helt dybt inde i træet ved stammen, der er han godt beskyttet og det er også lidt sjovt at "opdage" ham derinde.
Jeg husker tydeligt hvor fin og strålende han var dengang min mor kom hjem med 3 stk. af hans slags. En til min bror, en til min søster og en til mig. De 3 julefædre pyntede juletræet i mange barneår og man fik ham med sig når man flyttede hjemmefra. Jeg tror jeg har været ca. 10 år, da jeg mødte julefar, så han er henved 30 år og absolut en darlig.




Jeg har selv fulgt op på min mors kærlige tanke og købt to røde juleheste til mine drenge. De er lavet af keramik med glassur - virker robuste og kan forhåbenligt holde i mange mange år............... og så er de ikke så tøsede som så meget andet julestads - det er jo to unge mænd, der en dag skal have dem med i kufferten  ..................ååhh, måtte lige kæmpe med lille klump i halsen.





Det lange glashjerte med tin-indfatning og prisme, ser gammelt ud - men det er bare snyd. Det er kun fra sidste år, hvor min mor forærede mig sådan et par skønheder op mod jul. Havde helt glemt den, muligvis fordi de kun har været med på træet 1sæson endnu - så glæden var stor da de kom frem af kassen......næææh, ja dem har vi jo også - det er da virkelig et par darlings.





Til sidst (for det må jo stoppe inden i falder I søvn), vil jeg fremhæve "sneboldene". Desværre har jeg kun 2 ud af 4 tilbage (ja der ryger jo lidt hvert år med pilfingrede børn, legesyge katte og glade hundehaler i huset).
Sneboldene har jeg selv fundet i en lokal "tingel-tangel" butik, kaldet "Kræmmerhuset". Jeg faldt over dem under en juleshoppingtur med min søster for en del år siden.
Sneboldene glimter og blinker i lysenes skær og sådan noget sparkeling bling bling har jeg et lille blødt sted i mit julehjerte til - så de er også mine darlings.

Ja, nu lovede jeg jo at stoppe, så jeg må hellere holde ord - men altså........... hvor er det bare dejligt, at sidde og se på det pyntede træ og lade øjnene gå på opdagelse i al dets stads........jeg elsker hver en lille figur og kugle og ikke mindst de iboende minder og historier :o)

Resten af lørdagen skal gå med at lave høns i asparges til fryseren/1. juledag hos min søster.
Håber også der kan blive tid til at bage en dåse vaniljekranse eller to ;o)

Som CuginaK ved jeg heller ikke om jeg når mere bloggeri inden jul og vil derfor benytte lejligheden til at ønske Jer alle en
Glædelig jul.

mandag den 12. december 2011

Den herligste sirupskage - pakket med jul

I opskriftsgemmerne fandt jeg i år dette let plettede, fedtede og gulnede stykke papir, med opskriften på en længe g(l)emt sirupskage.


Opskriften er tilbage fra mine teenageår, hvor min daværende stedfar bagte sirupskagen i december. Jeg husker, at jeg var helt solgt i smagen af jul og skrev opskriften af fra hans ikke mindre fedtede og gulnede papir - så jeg havde den til når jeg skulle flytte hjemmefra.......

Jeg har gemt papiret lige siden og det er lidt sjovt at se sin håndskrift og formulering fra dengang.

Desværre har jeg efterfølgende fået bagt sirupskagen alt for sjældent - men i dag blev den støvet af og jeg skal love for at sirupskagen stadig kan sætte spark i julestemming i køkkenet.

Den smager simpelthen himmelsk og dufter helt fortryllende af jul.
Så hvis du vil gøre noget godt for dig selv - og måske andre, så se om du kan tyde opskriften ;o)

Det nederste af opskriften er ikke kommet med på billedet, så her må du godt få lidt hjælp........ der står såmænd, bages på nederste rille ved 175 grader i 1 time.




Der er kun tilbage at sige, jeg ville ønske billederne var med duft........bon appetit :o)

lørdag den 10. december 2011

Hvad er det?


For ca. en månedstid siden, faldt jeg over denne lille gevæskt ved et plantesalg.



Jeg synes den lyste så klart og fint op i efteråret og planen er at den skal plantes ud i Rhododendronbedet i foråret.
Lige nu står den og lyser op ved terassendøren og giver lidt farve, både med sine stedsegrønne blade og de helt fantastiske flotte bær, i den ellers lidt brune have.



Desværre ved jeg ikke hvad det er for en plante - måske en af Jer kender den og ved hvor stor den kan blive?

God weekend ude i det ganske danske :o)

torsdag den 1. december 2011

Glædelig december

Så blev det altså 1. december, det lader sig ikke skjule - nu skal der jules og iiihh hvor jeg dog glæder mig.
Når det er sagt, må jeg dog nok også hellere indrømme, at vi her i familien, hvert år skal huske, at minde os selv om hvilken betydning julen har/skal have for os.
Vi skal huske os selv på, at skrue lidt med for ræset, både hvad angår deltagelse i arrangementer, gave-indkøb, sukkerindtag og indfrielser af egne og i hvert fald andres forventninger om "en rigtig jul".

Jeg er på ingen måder en julelyseslukker - tværtimod!
Jeg elsker julen og jeg tror på, at julen og samværet kan blive smukkere og rigere, hvis vi anerkender, at vi ikke kan det hele og at det er helt ok!
I stedet er vi tilstede og nyder det vi vælger til af julens herligheder - måske endda i fulde drag og så meget mere.

Julen kan hurtigt blive forretningernes fest i stedet for hjerternes fest - så da jeg faldt over dette kalenderlys, synes jeg det kunne være en sjov daglig reminder om, at holde for øje hvad der er væsentligt og autentisk i netop vores jule-liv - kontra forbrugsfesten symboliseret med stregkoden nedenfor :o)



Der er brugt materialerne er fra haven i form af Mos, Kristtjørn m. bær og røde Kornel-grene.

Med ønsket om en glædelig julemåned - må julefreden være med Jer