fredag den 1. juni 2012

Jeg har så meget på hjertet....

. . . . . . . for livet her i Karlelunden, er blevet lidt svært og tungt den seneste tid - men det må blive en anden dag. En anden dag . . . . med flere kræfter til at fortælle. Nu ved I blot, hvorfor der ind imellem går langt mellem mine indlæg og kommentarer hos Jer andre.

Nej, sådan kan jeg alligevel ikke være bekendt at skrive - I skal ikke sidde tilbage, som ét stort spørgsmålstegn og blive bekymrede, med tanke på vores kære Hanne - det her kan slet ikke samlignes.

Ok, den korte historie er, at det er blevet opdaget, at mine rygsmerter gennem de sidste måneder, formentlig skyldes en stor absces/byld inde i mit bækken og tarm. Jeg er blevet undersøgt af en kirurg, som ønsker mig scannet, for at finde ud af hvor stor den er og hvor den går hen, for herefter naturligvis at få den fjernet operativt. Mine tarme skal også kigges efter med kikkert, for at se om der skulle gemme sig noget sygdom, som kan have forårsaget sådan noget kæmpe bylde-skidt derinde.

Desværre stopper ulykkerne ikke ved mig og det er så absolut det sværeste.
Vores yngste søn Gustav på 12 år, blev indlagt på børneafd. i pinsen og her fandt man, at han desværre havde fået diabetes type 1.
Det er en svær en at sluge, både for Gustav og os forældre. En noget anderledes hverdag er ved at tage form for ham og der er meget at lære, så som at skulle stikke sig selv i fngrene mange gange dagligt for at måle blodsukker, inj. med insulin ved hvert måltid, tælle kulhydrater og beregne insulinbehov udfra disse og blodsukkeret.
Han tager nu alligevel det hele så tappert.......næsten for tappert. Kan ikke lade være med at tænke på om han "holder vejret" og skåner os voksne. Gustav har den fineste radar for stemninger og følelser og er meget omsorgsfuld af væsen, så det kunne ligne ham.

Vores ældste søn, Christoffer har også diabetes, det fik han for 8 år siden, da han var 10 år. Det var også en tung tid og traumerne fra dengang, kommer buldrende tilbage i min krop og mit sind.

Nu skulle man tror, at det så er meget nemmere når det næste barn bliver sygt - det er det bare slet ikke. . . .  . slet ikke.

Jeg har så svært ved at acceptere at min familie og mine elskede drenge skal rammes så hårdt - jeg er slet ikke afklaret med situationen og føler kun stor sorg og uretfærdighed.

Så i øjeblikket bliver der gået mange turer i haven - jeg laver ikke noget derude, men det giver luft for mine tanker og glimt af fred i mit sind...... for en stund.

Der er så meget kønt i haven i øjeblikket - men idag må I nøjes med rhododendronerne, som blomstrer på sit fineste.








Glem aldrig i mørket - hvad du i lyset

22 kommentarer:

  1. Hold da op. Sikke en gang LORT.
    Håber i kommer igennem det.
    Knus

    SvarSlet
  2. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
  3. Jeg synes det er godt at du her på bloggen fortæller om dine bekymringer. Vi er jo en broget flok, og det behøver ikke kun at handle om havebloggeri. Jeg håber for dig at det ikke er noget mere alvorligt du fejler. Det vil aldrig være nemt at acceptere, at ens børn bliver syge, og slet ikke af diabetes som jo kan være/blive en alvorlig sygdom.
    Håber du finder glæde i din smukke have.
    Bliv bare ved at skrive om forløbet så meget du synes.

    Gite

    SvarSlet
  4. Kære Helle
    Det var da mange slemme ting på en gang. Man forliger sig aldrig med, at det går ud over ens børn. Heldigvis klarer de mere end man regner med. Min niece fik diabetes 1, da hun var 14 år, i dag er hun tæt på de 27 og klarer sig fint. Selvfølgelig er der ting hun ikke kan og hensyn der må tages, men hun har været sej, og det lyder det til, at dine drenge også er.
    Jeg vidste jo, at du skulle opereres lige efter blogmødet her, men da du blev så stille her på bloggen har jeg godt nok tænkt på, hvad der var galt, men tænkte at du skulle have ro og fred, så hørte vi nok fra dig igen.
    Hvor er det godt, at både du og Hanne melder klart ud, så vi ved, hvad der er galt. Når der er nogle, som er væk længe, tænker vi jo over det.
    Dine rhododendron er skønne og haven er dejlig netop nu til at gå rundt i og få tankerne på plads.
    Jeg er sikker på du og familien klarer det hele, og at I kommer styrket ud af det, men så må det også være nok med sygdom hos jer, nu har I taget jeres del af det, må man sige.
    Jeg ønsker dig og dine rigtig god bedring og krydser fingre for at det ikke er noget alvorligt, du fejler.
    Som Gitte skriver vil vi gerne følge forløbet, hvis du orker at skrive om det.
    Knus Lisbeth

    SvarSlet
  5. PS den mørke rhodo tror jeg er Azurro. Den lyse kunne være Catawbiense Alba, og den sidste er nok Roseum Elegans :o)

    SvarSlet
  6. Nej hvor er det træls og håber som de andre at det er noget som kan klares forholdsvis nemt med dig. Dine drenge hænger jo på den resten af tiden, at det så er, som de skal leve at alle vi andre også burde gøre, er en anden side af sagen. Men da barsk og få at vide når man er et ungt mennesker som først er på vej ud i livet.Håber det bedste for jer alle og læs bare af her på bloggen hvis det kan hjælpe noget vi er her jo for hinanden.

    mange hilsner fra Helle

    SvarSlet
  7. Sødeste Helle
    Det var da også en ordentlig omgagn prøvelser, dig og dín lille famile er løbet ind i - der er da ikke noget at sige til, at du bliver slået ud. Og når det også er ens børn, det går ud over, så rammer det dobbelt hårdt.
    Jeg sender dig alle de bedste og varmeste tanker - og ønsker om rigtig god bedring.
    Knus Signe

    SvarSlet
  8. Også mange ønsker om god bedring herfra, både til dig og din dreng. Kan se at du er sygeplejerske, det er sikkert både en fordel og en ulempe ´at være klog på sygdom´ i forvejen. Håber det mest bliver en fordel. Ha´ det nu bedst mulig, forkæl dig selv.

    SvarSlet
  9. Åh, Gud, Helle, hvor jeg føler med dig. Bliv stående ved den hvide Rhododendron længe! (Måske med vinterjakke og kæmpe sydvest på? Sådan er vejret i hvert fald her).

    Når ens børn rammes er det bare så hårdt for hele familien. Og du selv skal også igennem usikkerhed og svære tanker. Forhåbentlig vælger du (som du gør nu, hvor du går i haven) at fokusere på alt det positive, du overhovedet kan finde. Det er ofte de helt nære ting. En duft, fuglenes svirp med halerne, lyden af blæst i trækronerne. Alle de smukke sommerblomster. og flere af dem, der venter forude.

    HAven er i sandhed et sted, hvor man har HELLE: Håber den vil give dig det, du har brug for og at I sammen vil komme igennem dette med plads til alle de følelser, der nu er forbundet med at have en sygdom.

    Og så vil jeg lige fortælle, at min store (25 år) datters dejlige forlovede på nu 30 fik diabetes-1 som 2 årig og han lever et fint ungdomsliv (og har også levet - nu er han jo ved at være voksen) med øller, fester osv. Han har naturligvis sin lille "kuffert" med ampuller, kanyler, kiks, rosiner og juice osv. med over alt. Og over alt er på ferier, på Roskildefestivallen, Distorsion i Kbh. og når han er ude og spille bas i div. Heavy Metal orkestre (ja, oh my good, ikke sandt)... Ja, denne lille ekstra-historie, bare for at du kan skue fremad og tænke, at de nok skal lære at indrette sig på det og få et dejligt liv alligevel!

    Varme tanker og knus til dig, Helle fra mig

    Marianne med
    Den helbredende Have

    SvarSlet
  10. Hej Helle,
    I det sidste 3/4 års tid har jeg fulgt din blog og frydet mig over de smukke billeder. Nu ønsker jeg at den kommende tid må være som regn over dig, din familie og din have, så I kommer styrkede og fornyede ud på den anden side.

    SvarSlet
  11. Kære Helle
    Livet kan være hårdt og ubarmhjertigt og det er også hamrende uretfærdigt at I bliver ramt så hårdt. Jeg synes at det er godt at der er fundet en årsag til dine smerter og jeg håber at du får et godt forløb. Jeg er selv blevet scannet invendig i begyndelsen af året både med og uden narkose og jeg kan kun anbefale narkose....
    Jeg håber at I finder en god hverdagsrutine for begge drenge, det er hårdt nu, men de får begge et godt liv - det har din ældste søn sikkert også nu, men nu kommer det hele tilbage igen ogjeg forstår fuldt ud at du er ramt lige nu.
    Stort knus og varme tanker fra Lisbeth.

    SvarSlet
  12. Åh, så trist for jer alle! De bedste ønsker! ;O)

    SvarSlet
  13. Rigtig god vind:) med det hele:) Anne Gine

    SvarSlet
  14. Kære Helle, livet føles uretfærdigt en gang imellem og det gør ondt. Jeg håber at du kommer hurtigt i bedring med din operation så du kan være en stærk støtte for din(e) søn(ner) - det er du selvfølgelig allerede, men der kommer jo lidt mere at tænke på i hverdagen nu. Nye rutiner og nye retningslinjer - og større krav om at være forberedt på forskellige situationer. Det bliver hverdag på et tidspunkt, tro mig og din søn skal nok blive god til at håndtere insuling og diæt. Jeg har to drenge med en medfødt stofskiftesygdom som har været på streng diæt hele deres liv - man vokser med opgaven, og det vil din søn også gøre.

    Lad os følge dig i tykt og tyndt på bloggen, hvis du har lyst - jeg tænker på dig og ønsker dig og dine drenge alt det bedste.

    Knus fra Ulla

    SvarSlet
  15. Åh Helle det er jeg virkelig ked af at høre :-/ Som du sikkert ved (måske) har jeg i længere tid døjet med meget lav blodprocent (5,1) da det var værst. Så jeg har også været igennem en længere udredning med bla. både en koloskopi, og så sent som i går fik jeg igen lavet en gastroskopi for 2. gang. Det er ikke pisse sjovt, det er bare noget der skal overståes. Mit råd til dig er, tag en person med, din mand eller en god veninde, en der er god til at holde i hånd :-) Også håber jeg de finder ud af hvorfor fa.... du har været så uheldig at få sådan en byld. Det lyder ikke rart.
    Det er da bare noget forbistret shit, at begge dine sønner nu er ramt af diabetes :´( Der er ski ikke noget at sige til du har brug for at gå nogle gode lange ture. Og du er i din gode ret til at føle det er uretfærdigt, at i er så hårdt ramt i jeres familie.
    Selv om man kan lære at leve med diabetes siger det sig selv, at det er noget af en omvæltning.
    Men kære Helle, du skal bare vide at jeg tænker på jer, og håber det bedste for jer.
    Stort trøsteknus fra Marianne.

    SvarSlet
  16. kæreste Helle. Hvor er jeg dog bare smadderked af det. Jeg blev så chokeret i går at jeg bare lukkede i som en østers og stort set ikke snakkede hele aftenen. Tænk at I skal rammes så hårdt. Der er bare INGEN retfærdighed til. Jeg troede lige at du lå med numsen i vejret og havde travlt i haven. Men åhh så dumt det hele kan være. Jeg ved ikke så meget om bylder, men håber at det er noget du kommer så nænsomt som muligt igennem. For smerter i underliv har jeg også en del af og det er IKKE rart. Du skal vide at vi her - vil være her - til enhver tid. Også bare hvis du har lyst til at bande og svovle og - få det ud. Vi forstår - og det er vigtigt at du kan "tale om det". Det optager dig jo sikkert både nat og dag, nu hvor din søn Gustav også rammes er det da slet ikke til at holde ud.
    Jeg håber du har en skøn mand, der forstår at tage sig godt af dig.

    Kæmpe knus og ønsker om heling til dig og
    bedste ønsker til din sønner også fra mig til Jer.

    SvarSlet
  17. Kære Jer alle
    Tak for Jeres støttenden og trøstende ord - det er helt utroligt så omsorgsfyldt og kærligt vores blog-bånd er, jeg er meget taknemmelig for Jeres forståelse og omsorg.
    Kærlige hilsner til Jer alle

    SvarSlet
  18. Kære Helle. Mange kærlige hilsner til dig. Det er hårdt og være ramt af sygdom. Men det er nok mest hårdt, når det rammer ens børn. Det er så uretfærdigt. Det dejligt at du har din skønne have også, hvor du kan gå ud og få ro på tankerne og trods alle nyde den.

    Kh Lise Lotte

    SvarSlet
  19. Kæreste Helle, alt det bedste til både dig og dine. Jeg håber, I alle kommer godt igennem det, I nu skal igennem. Fantastisk at du finder glæde og - måske også noget styrke - ved at gå i haven.

    Kh
    Dorthe

    SvarSlet
  20. Kære Helle. Trist at I skal være så hårdt ramt.
    Jeg sender varme tanker og god bedrings ønsker.

    Kh Gitte

    SvarSlet
  21. Hvor er det ØV for jer begge to. Og det er bestemt ikke sjovt, når ens børn bliver ramt. Og så skal du også bøvle med sygdom selv. Håber der er ekstra ressourcer (både fysisk og psykisk) i familien som I kan bruge, så du også kan få tid til at tænke på dig selv. God bedring til jer begge.

    SvarSlet
  22. Kære Helle.
    Hvor gør det mig ondt for jer, både for dig og din søn. Det er noget af det allerværste når vores børn bliver ramt, og når du så selv er syg samtidig, må det være svært at finde overskudet.
    De andre har sagt det meste. kun vil jeg sige dig at jeg også tænker på dig og dine. Og tusind tak for dine søde hilsener på min blog på det sidste i forbindelse med min sygdom.
    Store Have-knus Hanne

    SvarSlet

Du er altid velkommen til at efterlade en kommmentar - det er også helt fint bare at kigge med :o)