fredag den 17. juni 2011

Hvorfor blogge ?

Jeg havde ingen særlige intentioner, skjult aganda eller forudgående overvejelser, inden jeg oprettede denne blog. Egenligt kom det ret tilfældigt og spontant i stand. Jeg så at min kusine havde oprettet en blog og tænkte: "Ej hvor sjovt, det vil jeg da også prøve" og vupti.....så sad jeg og bloggede.
--------------------------------------------------------------
Her på bloggens 3. dag, sidder jeg så og tænker hvorfor? Er det for at skrive for andre? eller for mig selv? Er det for at underholde....og underholde hvem, andre? mig selv? Er det i virkeligheden bare endnu en "selv i scenesættelse" eller måske et reflekterende terapirum? En moderne dagbog? En form for dokumentation?
Hvad har jeg på hjertet - hvad vil jeg opnå med denne blog?
------------------------------------------------------------------
Det er nok noget baglæns, først at oprette sig en blog og herefter overveje hvad man vil med den - lidt ligesom når man (endnu engang) impulsivt flår et sæt søde lysestager ned i indkøbsvognen......kommer hjem med "fundet" og ikke aner hvor de skal placeres. Stod man egenligt lige og manglede dem?
------------------------------------------------------------------
Helt ærligt...... jeg aner stadig ikke hvor lysestagerne skal stå - eller den store mening med oprettelsen af denne blog, men jeg ved at jeg hygger mig med at skrive - det har jeg altid gjort. Elsker "ord" og den måde man kan bygge dem sammen og få noget dybt, farverigt, stærkt eller fint ud af dem. Elsker når jeg kan lave en sætning om - forfine den og opleve hvordan jeg kommer tættere og tættere på det jeg mener, tænker, oplever eller føler, bare ved at ændre lidt i ordene eller sammensætningen.
Ord kan virke fattige, rigide og utiltrækkelige i forhold til hvordan vi oplever verdenen, specielt det skrevne ord....som jo mangler liv, i form af stemme og minik, til enten at gøre ordet forsigtigt og blidt eller hårdt og krævende.
Det er vel dybest set denne udfordring jeg elsker ved det skrevne ord - at lege med det, udforske det og give det liv, gøre sætningerne levende, komme tættere på min indre verden..........måske derfor blogge?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Du er altid velkommen til at efterlade en kommmentar - det er også helt fint bare at kigge med :o)