Jeg har så meget på hjertet....

. . . . . . . for livet her i Karlelunden, er blevet lidt svært og tungt den seneste tid - men det må blive en anden dag. En anden dag . . . . med flere kræfter til at fortælle. Nu ved I blot, hvorfor der ind imellem går langt mellem mine indlæg og kommentarer hos Jer andre.

Nej, sådan kan jeg alligevel ikke være bekendt at skrive - I skal ikke sidde tilbage, som ét stort spørgsmålstegn og blive bekymrede, med tanke på vores kære Hanne - det her kan slet ikke samlignes.

Ok, den korte historie er, at det er blevet opdaget, at mine rygsmerter gennem de sidste måneder, formentlig skyldes en stor absces/byld inde i mit bækken og tarm. Jeg er blevet undersøgt af en kirurg, som ønsker mig scannet, for at finde ud af hvor stor den er og hvor den går hen, for herefter naturligvis at få den fjernet operativt. Mine tarme skal også kigges efter med kikkert, for at se om der skulle gemme sig noget sygdom, som kan have forårsaget sådan noget kæmpe bylde-skidt derinde.

Desværre stopper ulykkerne ikke ved mig og det er så absolut det sværeste.
Vores yngste søn Gustav på 12 år, blev indlagt på børneafd. i pinsen og her fandt man, at han desværre havde fået diabetes type 1.
Det er en svær en at sluge, både for Gustav og os forældre. En noget anderledes hverdag er ved at tage form for ham og der er meget at lære, så som at skulle stikke sig selv i fngrene mange gange dagligt for at måle blodsukker, inj. med insulin ved hvert måltid, tælle kulhydrater og beregne insulinbehov udfra disse og blodsukkeret.
Han tager nu alligevel det hele så tappert.......næsten for tappert. Kan ikke lade være med at tænke på om han "holder vejret" og skåner os voksne. Gustav har den fineste radar for stemninger og følelser og er meget omsorgsfuld af væsen, så det kunne ligne ham.

Vores ældste søn, Christoffer har også diabetes, det fik han for 8 år siden, da han var 10 år. Det var også en tung tid og traumerne fra dengang, kommer buldrende tilbage i min krop og mit sind.

Nu skulle man tror, at det så er meget nemmere når det næste barn bliver sygt - det er det bare slet ikke. . . .  . slet ikke.

Jeg har så svært ved at acceptere at min familie og mine elskede drenge skal rammes så hårdt - jeg er slet ikke afklaret med situationen og føler kun stor sorg og uretfærdighed.

Så i øjeblikket bliver der gået mange turer i haven - jeg laver ikke noget derude, men det giver luft for mine tanker og glimt af fred i mit sind...... for en stund.

Der er så meget kønt i haven i øjeblikket - men idag må I nøjes med rhododendronerne, som blomstrer på sit fineste.

Glem aldrig i mørket - hvad du i lyset så