onsdag den 30. november 2011

Adventsdekoration i 11. time

Ja ja ja - jeg er pinagtigt bevidst om, at vi har passeret den 1. søndag i advent.
Det skal nu ikke afholde den fortravlede, uforberedte, distræte, sløsede eller slet og ret "stressfornægtende-vi-når-nok-det-hele-type", i at nyde hyggen, ved at lave sin adventsdekoration i god ro og orden, til de sidste 3 søndage, som trods alt stadig er i vente forude.

Et øjeblik......bare et øjeblik, overvejede jeg at sætte blot 3 lys i dekorationen, blot for at markére, at tiden løb fra mig i år - fordi jeg nægtede at løbe stærkt for at følge med den :o)



Der er brugt materialer fra haven i form af Rosa Snebærbusk, Lav og Husløg

Med ønsket om nogle glædelige søndage i den søde juletid



tirsdag den 29. november 2011

Julepostkortes endeligt

I år er julemåneden kommet bagpå mig - eller det vil sige, den har hele tiden luret forude og jeg har haft det ene øje skarpt rettet mod den, men jeg har bare ikke haft timer nok i døgnet til at kunne nå at udvise "rettidig omhu".

Derfor fejrede vi i søndags, en på alle måder dejlig første søndag i advent, dog uden adventsdekoration.
Jeg tror det er første gang, jeg ikke har haft sådan en klar......
Idag eller imorgen skal den dog nås, sammen med kalenderlysdekorationen, for vi holder meget af synet af de levende lys, skønheden i dekorationerne (nogle år heldigere end andre) og duften af gran og mos (så længe den varer).

TV julekalenderne er heller ikke indkøbt endnu - men det nås idag, om alt går som planlagt ;o)

Tilgengæld er børnenes adventsgaver alle blevet nøje udvalgt, indkøbt og pakket ind.

Altså 3 ud af 4 "bør-være-klar-til-julemåneden-opgaver" er nået i tide ;o)



I julen er der så mange dejlige traditioner, som vi alle gerne vil holde i hævd - men i mange familier, tror jeg det kan knibe med tiden, da december desværre ikke har flere timer eller dage end de øvrige af årets måneder.

Det der skal være hygge og idyl kan hurtigt ende i pres om præstation og  kapløb med tiden - det ville for alvor være en skam.
Derfor har jeg i år tænkt mig at prioritere. Hvad holder vi allermest af og hvad VIL vi tage os tiden til at virkelig hygge med?

Og allermest holder vi af at være sammen - og være sammen om noget.
Julebag er rart og meningsbærende, at være sammen om - derfor skal det have topprioritet i år og andet må drosles ned eller helt fravælges.

Det fik mig til at tænke over julepostkort. Jeg plejer at skrive julepostkort hvert år, ikke mange og ikke altid hjemmelavede - men alligevel går der hurtigt et par aftener med det. Det er skam hyggeligt, men alligevel tror jeg, at i år skal være anderledes - jeg fravælger julepostkortene og tilvælger mere tid til julebag med ungerne.

Gad vide hvad de vanlige julepostkortsmodtagere (sikke et langt ord hva´) siger til det - måske kan de mildnes med en lille dåse hjemmebagte julesmåkager ;o)

lørdag den 19. november 2011

Tanker om farven gul

Efter min rystende oplevelse og indlæg - skal vi altså igen have lidt farver og glæde på.
Derfor lidt tanker og ord, om gul i haven :o)

Hvor er det forunderligt, overraskende og dejligt som man kan ændre mening.......

Indtil for ganske nylig, mente jeg ikke at gule blomster var noget for mig!

De var ikke noget særligt - ej heller specielt kønne!?

Faktisk nævnte jeg det i et af mine allerførste indlæg Farmor og farfars have, ......shame on me ;o)




Henover sommeren har de gule blomster charmeret sig ind på livet af mig - og med deres vedholdenhed og glade humør, har de ganske roligt og ubemærket vundet en plads i mit hjerte.
De er blevet som små uundværlige sommersole, som jeg MÅ invitere til sommerfesten i min have - uden dem bliver festen bare knap så festlig ;o)

Som I måske ved, er jeg så småt ved at indføre blomsternes indtog i Karlelunden, som ellers er en meget (stedse)grøn have.

Det første indtog, var "Det hvide hegn", som snart står færdigt (det ord kan man vist slet anvende om haven, hva´?).
Herefter har jeg kastet mig over hele to bede, som skal på benene i 2012.
"Tøsehjørnet", som kommer til at indeholde roser, stauder og sommerblomster i alle de tøsede farver, som rosa, lilla og lyserød.
Og endelig "Det gule bed"..........ja, jeg gentager "Det gule bed" - det havde jeg ikke selv troet for bare ½ år siden.......og nu stor-glæder jeg mig til, at lukke de smukke, lattermilde og glade sommersole ind i haven.
Jeg kan mærke, at netop det bed ligger mig meget på sinde, at få gjort smukt - for jeg vil så gerne, at andre ser den glæde jeg har fundet i de gule.



Sjovt som blomster i deres farver og form kan udstråle en personlighed.
Ikke sjældent tillægger jeg blomster, at være enten "glade", "sofistikerede", "sarte", "yndige", "forsigtige", "stolte", "majestætiske" eller andet........det kender I godt, ikk´?

For mig er gul = glad........så selvfølgelig skal jeg da have glade blomster i min have :o)

Gule blomster deler ofte vandene - så hvad med dig?
Hvordan kommer du og gul ud af det med hinanden?

Alle de smukke og glade gule blomster til dette indlæg, er lånt fra dreamstime.com

torsdag den 17. november 2011

Et øjeblik

Imorges kørte jeg galt i min bil........


Det fik mig til at skrive dette lille stykke "få det ud af hovedet prosa"

Et øjeblik
Mere skal der ikke til
det tager kun et øjeblik
et øjeblik hvor jeg ikke er koncentreret om vejen
men distraheret af en edderkop
en edderkop der er for tæt på mit ansigt
Vejen svinger
det ved jeg godt
jeg kører her hverdag
men idag ser jeg det ikke
istedet forsætter bilen og jeg ind i de rød- og hvidstribede vejskilte

Et højt brag lyder i hele bilen ved første påkørsel
Jeg holder krampagtigt fast i ratten
bilen ryster og bumler igennem et par skilte
de kommer så hurtigt efter hinanden
rabatten er ujævn
baghaven af et hus med hæk og brændeskur
kommer hastigt mod mig
når at tænke, at der vil jeg ikke ind
det kommer jeg heller ikke
jeg får standset bilen
endelig stopper den
endelig

Holder i rabatten på en trafikeret hovedvej
ingen standser og spørger om jeg er ok
....det er jeg ikke
ved de ikke at jeg ikke er ok

Jeg har ingen smerter
er jeg uskadt?
ja det tror jeg
bryder sammen i gråd
Det skete bare ikke det her
det skete bare ikke
sig det ikke skete

Ringer til min mand
telefonsvaren svarer
lægger grådkvalt en besked
en besked om at jeg er ok men kørt galt - vil han ringe til mig

Kommer i tanke om jobbet jeg var på vej til
Bilen går i tomgang
hvornår har jeg sat bilen i frigear
slukker bilen og ringer til mit arbejde
får hiksende forklaret at jeg ikke kommer på job idag
min søde kollega spørger hvor jeg er
hun vil komme ud til mig
det føles rart
jeg vil ikke være alene
jeg kan ikke tænke
ved ikke længere hvad jeg skal gøre

Min mand ringer
er jeg ok?
svarer ja
det eneste der ikke er ok er min forstand
jeg kan stadig ikke tænke og samle mig
min mand vil også komme
skal bare udholde ventetiden lidt endnu
ventetiden med tanker der ikke kan tænke

Bliver siddende i bilen
tør ikke se bilen
bliver bare siddende, græder og venter
i ventetiden kommer tankerne lidt igang
åh gud, hvad kunne der ikke være sket
åh gud, hvor var det heldigt at jeg lige netop idag ikke havde børnene med
åh gud åh gud åh gud

En lille rød bil blinker ind til siden
det er min kollega
jeg får et knus
det gør godt
jeg er ikke længere alene
nu er her en der kan tænke
jeg ved ikke hvad det er der skal tænkes
det er bare ikke rart, ikke selv at kunne

Jeg kommer ud af bilen
jeg forklarer hvad som er hændt
kan dårligt begribe det
vi ser på bilen
hjulene er skubbet bagud og den er ødelagt foran og bagpå
den kan ikke køre derfra
vi finder den afrevne nummerplade
vi gør noget!

Min mand kommer
jeg får et længere knus
græder lidt mere
bliver kørt hjem
hjemme er godt




tirsdag den 15. november 2011

Magnolia eksperiment

I et tidliger indlæg Efterår i Karlelunden, viste jeg bl.a. de her underlige, men meget dekorative gevækster Magnoliaen havde fået.


Dorthe med bloggen Frøkensolhat, var kvik og gjorde mig opmærksom på, at det var frøstande.

Idag har jeg været ude og høste frøene og vil forsøge at så dem i potter.
Jeg har læst mig frem til, at det er sjældent at Magnoliaen sætter frøstande her i Danmark, da vi ligger lige nordligt/koldt nok. Det er også første gang jeg har set det og jeg er meget taknemmelig.
Ofte vil frøstandene i Danmark være deforme og frøene ikke frugtbare. Et godt Magnolie frø skulle efter sigende, være rødt, spændstigt og på størrelse med en ært........det er mine, så der er stadig et lille håb.

De små planter skal stå frostfrit.......hmmm. mangler altså det væksthus gevaldigt.
Tænker at jeg tager dem ind i vindueskarmen i soveværelset ?



På frøstandsbillederne, kan jeg se mindst 8-9 frø - men der var kun 6 stk at høste idag. Nogle af dem må have sluppet taget og være fladet ned i græsset mellem bladene. Jeg ledte ellers flittigt i det våde græs - men væk var de.

Jeg lover at melde tilbage hvis projektet bærer frugt :o)

mandag den 14. november 2011

Et større brød end jeg kan bage?

I min iver, efter at komme igang med at forvandle Karlelunden til det blomstrende paradis, som jeg ser for mig, når jeg går i haven, når jeg tænker inden jeg skal sove, når jeg i ledige stunder tegner skitser på papir, når jeg kigger havebøger osv osv., har jeg nu bestilt frø hjem i stride strømme.

Jeg har bestilt via FrøbutikkenFuglebjerggaard, Lavprisfrø og en enkelt sort er kærligt doneret fra Anne Gine fra Staudecafeen.

Der er både krydderurter, grønsager, stauder og sommerblomster og hver enkelt lille pose indeholder, for mig, håb om at indfri nogle af mine havedrømme i 2012 - jeg er utålmodig og jeg glæder mig......kom nu marts :o)

Nu da jeg sidder her, med alle de herlige små frøposer, spredt ud på bordet foran mig, tænker jeg........"Helle Helle Helle, din håbløse romantiker, hvor skal du dog forkultivere alle de små frø henne?" Ja det er et godt spørgsmål, der bliver nok ikke vinduespladser til at forkultivere dem alle og måske har jeg slået et større brød op end jeg kan bage - vi får se.

Tja det ser måske ikke ud af meget, for Jer "hardcore havenørder".
Men for en grøn nybegynder som mig, er det altså helt vildt!
Der mangler endda min sending fra Fuglebjerggaard endnu.
.....og tænk, vinteren er lang endnu - og mange gode idéer og ønsker
kan nå at indfinde sig...


Mens jeg venter på forårets komme, er jeg gået i skarpt genbrugs-mode og gemmer alt hvad der hedder plastikbakker fra frugt, grønt og kød. Derudover planlægger jeg indtage gildestuen, som har to store vinduer ud mod gårdspladsen. Her må kunne stilles en række borde op, som kan huse alle mine små bakker, når den tid kommer.
Men hvordan jeg får vandet, uden alt for meget besvær og plasken bordene til, har jeg endnu ikke udtænkt løsningen på.
Store zinkbakker var vel ønskeligt - men måske også kostbare......jeg må tjekke markedet.

Vil I dog ikke lægge ører til hvad jeg har i støbeskeen......åh frøposerne?

Til Urtegården er indkøbt:
- Slange hvidløg
- Grøn pluksalat
- Rød pluksalat
- Rucola
- Alm. løg
- Courgette
- Dild
- Oregano
- Citronmelisse
- Basilikum
- Rosmarin
- Ærter


Til Tøse-hjørnet er indkøbt:
- Tjærenellike
- Drejeblomst
- Purpursolhat
- Kæmpe Jernurt
- Akeleje
- Stolt Kavaler
- Atlaskblomst
- Frøkenhat
- Citron Hestemynte

Til det Gule-bed er indkøbt:
- Gemserod
- Margerit
- Lodden Løvefod
- Skønhedsøje

Til det Hvide-hegn er indkøbt:
- Akeleje Frøstjerne
- Tandstikkerurt

Til krukker, husmure mv er indkøbt:
- Appelsintagetes
- 2 slags Ærteblomster
- Lavendel
- Kokarde
- Pragt snerle
- Fingerbøl
- Morgenfruer

Hvad med Jer, er I begyndt at tænke i frøposer ?

fredag den 11. november 2011

Tolv, hold og lidt sold

Ja indlægstitlen refererer til tre vidt forskellige små historie lige her og nu i Karlelunden.

Vi starter med TOLV
I eftersommeren var jeg på efteruddannelsen i forbindelse med mit job som hjemmesygeplejerske.
Jeg tog et diplommodul, som klinisk vejleder i sundhedsfaglige professionsuddannelser.
Uddannelsen sluttede med en skriftlig opgave og nu er ventetiden endelig ovre og censor har talt.
Eksamensbeviset landende i postkassen og der var skrevet et stort fedt 12 tal på - det er jeg utrolig glad for og fortæller det gerne til alle der vil lytte :o)

Går videre til HOLD
Hvad der tilgengæld ikke huer mig i denne weekend, hvor efterårssolen skal danse i haven - er et hold i ryggen.
Jeg har en begyndende/ustabil diskusprolaps i lænden, som ind i mellem "kammer helt over".
Det er længe siden jeg sidst har "hørt" fra den (selvfølgelig i min sommerferie lige midt i vores Københavnertur). Egentlig gik jeg og bildte mig ind at den nok var forsvundet pga mine flittige ryg- og maveøvelser.
Men næh nej, her til morgen skulle jeg lige smide sønnens cykel ned fra cykelstativet på bilen.....og et modbydeligt og efterhånden velkendt nip mærkes i lænden.
Jeg kender efterhånden "nippet" og ved at i løbet af en ½ time tager smerterne og ubevægeligheden voldsomt til......så bare hurtigt hjem på sofaen, mens jeg stadig kunne bruge benene til at køre bilen med og komme ud af bilen ! !

Jeg må nok forberede mig på at denne weekend ikke skal tilbringes i eftersolen i haven men derimod skiftevis liggende og siddende indendøre.

Slutter med SOLD
Ok... sold og sold - men det skulle altså rime.
I hvert fald er det dejligt, netop sådan en dag, at modtage en tyk bobbelkuvert med skønne små babyplanter fra søde Eva fra Evigglade.
Eva kunne næsten ikke have, at jeg ikke vandt de rosa Drejeblomster i hendes Give Away, når nu jeg havde gravet ud til  Tøsehjørnet und alles......, som Eva så sødt bemærkede.
Så vi fik arrangeret en lille aftale - og tusinde tak Eva.

Chris har så måtte stå for udplantningen de små babyplanter idag, efter mine strenge anvisninger, udstukket liggende inde på sofaen.......suk, det var ingen af os vist helt tilfredse med - Chris er ikke det store havemennesker og har ingen intentioner om at blive det ,o)


Nu er der kun tilbage at ønske Jer alle sammen en dejlig solrig weekend:o)

onsdag den 9. november 2011

Bare stammer

For enden af gårdspladsen har der stået en hel del store træer (faktisk 7 stk), som gav megen skygge og algevækst på udbygningerne. De voksede de faretruende tæt på bygningerne og var alt for store til, at vi turde lade dem blive stående og svaje over vore tage i stormvejr.
Sidste efterår måtte 5 af dem, derfor lade livet og tilbage står nu kun et par meter tilbage, af de bare stammer.
Vi ved endnu ikke om de skal blive stående og fungere som klatrestativ for slyngplanter - eller skæres yderligere ned, udhules og huse husløg.....eller andre påhit.
Men lige nu, huser de en eller anden form for lav-gevækst på barken og det er egenligt rigtig kønt - foreviget i denne billedserie.











Bare stammer :o)
Bare stammer :o)
Bare stammer :o)

tirsdag den 8. november 2011

Øjenbæen, du ikke så.....

Indrømmet.....også jeg "krabber" rundt i arbejdsmiljømæssige forkastelige stillinger og skyder mine blogfotos fra nøje udvalgte vinkler, bare for at undgå, at de værste øjenbæer, skal optræde på slap line og stjæle billedet i min ellers dejlige have.

Men øjenbæerne er her altså stadig......nogle kan meget hurtigt ordnes, andre bliver tålt i årevis og nogle er sågar kommet for blive.

Men inden jeg "trækker bukser helt ned" ;o) og viser dig , alt det du ikke så på mine blogsfotos -  har jeg lyst til at citere Camilla Plum. Hun siger, for mig, noget meget rammende, i sin bog, Camillas Havebog:

"Hvad der derimod ikke er terapeutisk, er hvis man aldrig synes, man kan nå det hele. Hvis ens ambitioner er for store til virkeligheden eller måske allerværst, hvis man begynder at interessere sig for, hvad andre folk måtte mene om ens havestandard".

Jeg har først og fremmest have fordi jeg ikke kan undvære den........jeg elsker den, drømmer den, oplever den ......og endelig så forsøger jeg at huske, haven ikke kun er til mig og faktisk ejer jeg den slet ikke - jeg passer bare på den, mens jeg er her :o)


Nå, men er du klar til at krumme tæer? Here goes......nothing, I´ll guess :o)



Lad os starte i den helt blide ende, med et tørrestativ og en vaskebænk,
der ikke nåede at blive malet sort denne sommer.

Lidt krukke- og potteroderi langs ladens østside, er ikke noget særsyn her på matriklen :o/


Urtegården, der ikke nåede at få belægningssten rundt om bedene i år.
Nyd også synet af den grønne plast kompostbeholder, sådan en fætter soler sig heller ikke så ofte på blogfotos.

 Mit store vidunderlige Kirsebærtræ strækker sig.............,desværre ud over den gamle mødning, som pt. bruges som kløveplads og materialgård, med paller, fliser, murbrokker mv. - super praktisk sted, men aldrig rigtig kønt.
Tror mig, de nedfaldende blade pynter her.



Nææh, ser man det - en trompolin i haven!
Den har da, pudsigt nok, aldrig lige sneget sig med i baggrunden på mine fotos?


Når jeg har portræteret min Klatrehortensia, har jeg behændigt nok,
altid lige undgået parabol-tallerkenen der.
Det værste er, at den slet ikke bruges
og derfor skal "nogen" bare lige pille den ned.
Gnaverburerne, flyttes rundt i haven og spreder øjenbæ hvorend de står
-  jeg har også et med grøn pressening på :o)

Sådan rigtig stolt, har jeg forresten heller ikke vist dette bed frem i andet en "close-up" fotos.
Her står alskens dejlige ting i en pærevælling, som Lupiner, Mandstro, Duftsnebolle,
Syren, Guldregn, Sommerfuglebusk, Parykbusk mv.
Sådan stod det da vi overtog stedet - planen er jo at planterne skal bruges i andre mere "velorganiserede bede"
og derfor gider jeg ikke rigtig gøre noget ud af det her, ej heller luge.....
Og  indtil der bliver taget stiklinger, gravet op og flyttet rundt - ja så ser bedet altså sådan ud.

Bagerst i haven findes, egentlig en fortryllende lille dam, desværre med et sandt vildnis rundt om
og et forladt og faldefærdig andehus som velkomst :o/
Her skal nok blive skønt, når vi "en dags tid", når der ned og rydder krattet og sætter lidt bregner mv.


Det der skal vokse sig stort og stærkt og blive mit hvide levende hegn ud mod vejen
 - er ALDRIG blevet "skudt"fra denne vinkel.
Jeg hader simpelthen det grimme baghus som "står plantet"
helt og aldeles misforstået og bagvendt i min FORHAVEN.

_______________________________________________________

Nu må det vist være øjenbæer nok for denne gang - lad mig dog lige slutte af med det smukke visitkort murerne efterlod til mig for enden af gårdspladsen lige op og ned ad skoven.
En stor bunke jord smukt "sprinklet" med lidt mørtel på toppen - det bliver bare ikke smukkere :o)


Sådan kan Karlelunden også tage sig ud, på en støvregnede gråvejrsdag i november, på jagt efter en stribe med øjenbæ

lørdag den 5. november 2011

Rødder med historie

I gætter ikke hvad, der lå i min postkasse idag - en stor boblekuvert fra Berit fra Irishaven.
Berit havde tidligere på ugen ryddet ud i sin Staudesolsikke, som havde bredt sig ivrigt, og stod nu med en masse rødder og fik den generøse tanke, at vi andre havetosser måske kunne finde anvendelse for de gro-villige rødder.

Og som I måske ved, er jeg så småt ved at forvandle en "græsplæne-have" til en forhåbentlig blomstrende oase - så jeg samler fra nær og fjern og kommenterede selvfølgelig på Berits indlæg, at jeg gerne aftog lidt rødder.

Idag kom så kuverten, med en masse dejlige rødder og der var vedlagt et sødt brev med et flot billede af Staudesolsikken - iiihhh hvor jeg glæder mig til rødderne bliver til sådan et smukt, varmt hav af små gule sommer-sole :o)

Udover, at man ikke bliver ruineret, i sit forsøg på, at lave en blomstrende have, ja så er det med at arve planter og frø fra andre, faktisk også langt sjovere end  "bare" at afhente dem i planteskolen.
For på den måde kommer der til at knytte sig en personlig historie til planterne. For mig betyder den lille søde historie, der nu altid vil knytte sig til mine Staudesolsikker fra Berits have - Irishaven,  rigtig meget og den vil blive fortalt igen og igen, til alle der gider lytte og havevandre med mig ;o)

Tusinde tak Berit - både for planterne og lige så meget for den søde historie, der nu knytter sig til.

Jeg har en scrapbog, hvor jeg limer alle planteskilte, frøposer mv. ind i, så jeg kan huske hvilke planter jeg har hvor i haven, hvornår de er kommet til Karlelunden og hvorfra.
Berits søde brev, skal nu også indgå i bogen og det kommer til, at gøre den endnu mere personlig.

Ha´ en rigtig dejlig november dag - nu skal jeg ud i haven jeg nedgrave rødderne i den skønne efterårs-sol :o)

torsdag den 3. november 2011

Den dovne gartner


Den dovne gartner har vist ligget lidt for meget i solvognen og ladet ukrudtet vokse op over begge øre her ;o)

Her er et hjørne af min have, som jeg ikke ret gerne viser frem.
Her har tidligere stået en smuk blå Hibiscus, som døede efter en alt for hårdhændet beskæring, øv - samt en kæmpemæssig død Bambus.
Begge dele sablede vi ned i foråret.....ja, og er så aldrig rigtig kommet videre.

Ikke desto mindre, skal I se hjørnet, for det er her, jeg har vilde drømme om mit "Tøsehjørne" 
- et bed med lutter lyserøde, rosa og lilla blomster.

Den dovne gartner må i gang...........

Lidt efter lidt, forsvinder det største ukrudt fra jordoverfladen og tilbage står måske det værste ukrudt, nemlig Mælkebøtter og Skvalderkål.
Hvad gør den dovne gartner ved det............indkalder kavaleriet, naturligvis!
I haven består kavaleriet af vores "kamp-ædende" kanin og marsvin - de skal nok få gnasket det grønne bunddække i sig.......in no time ;o)

Endnu ikke særlig imponerende..........men så er man da i gang, ikk´.

Til slut fik den dovne gartner dog vendt noget plæne, fjernet den håbløse lille terasse, gravet den døde Hibiscus busk op og slutteligt udplantet de tøsefarvede planter fra sommerens krukker, i form af rosen Astrid Lindgren, en Phloks og en plante uden navn, som jeg ikke engang ved om er en staude eller sommerblomst - men vi får se til foråret, foreløbig jeg lader uvisheden komme planten tilgode - for den var super sød i sommers (har også taget frø, just in case).

Bedet blev 7 x 3 meter, inden den dovne gartner var færdig - så der skulle være rigelig plads til, at få styret sin lyst til  tøsefarvede blomster og god plads til tæerne, for foråret små indflyttere.

Den dovne gartner har indkøbt frø til: Tjære-Nellike, Pragtsnerle, Kæmpe Jernurt, Røllike, Akeleje, Purpur-Solhat, Lavendel og Drejeblomst indtil videre. Der udover planlægges Dronningebusk i det bagerste hjørne (hvor gnaver-burerne står pt.), Høstaster og en masse Høstanemoner til at give Skvalderkålen lidt konkurrence ;o) Og alt er i........ta daaa "tøse-farver".

Nu mangler "Tøsehjørnet" en bedafgrænsning, det bliver i form af en sortmalet brædde-ramme og endelig en ordentlig omgang påfyldning af kompost jord - MEN........det bliver først til foråret, tør jeg godt at love ;o)

onsdag den 2. november 2011

Havedrømme

Jeg har nu blogget siden juni og det har været en overraskende rejse, som jeg ikke kendte målet med....og jeg rejser til stadighed :o)

Nu her efter 4-5 måneder i blog-universet, kan jeg se, at jeg nok er endt som en haveblogger - det var ikke min hensigt, for jeg vidste slet ikke, ved rejsens start, at der fandtes sådan en kategori, men det gør mig ingenting, for jeg elsker blog-oasen hvor jeg er endt, med alle dens entusiatiske og glade havemennesker - og hvor er jeg blevet taget godt imod - det har været en stor og glædelig oplevelse, tak for det.

Som jeg før har nævnt, flyttede vi (min mand og vores 2 drenge) ind i Karlelunden sommeren 2009.
Det er en stor grund på 6200 2m, hvoraf ca. 3000 2m er fredskov - det er skøn plet i Danmark og jeg elsker den megen plads og omgivelserne med skov og åbne marker.

Meget af vores tid har dog gået, og går til stadighed, med at sætte huset i stand og rydde op i udbygningerne, som stod som da de blev forladt for 10-20 år siden, hvor Karlelunden fungerede som et mindre landbrug og dyrehold - så der har været nok at tage fat på (og det er faktisk endnu).

Haven har der altså ikke været megen tid til - men jeg er en glad havedrømmer.
Det er en side, der er spiret ganske stille frem i mig, de seneste år, nok fra jeg har været i midten af 30 érne ca.

"Drømme er livets krydderi" (Citat Troels Kløvedal)

.....og hvor har han ret. Jeg elsker at sidde og bladre i havebøger, kigge i planteskolerne på nettet og tegne min have på papir og gøre noter med ønsker og idéer...... jeg drømmer - drømmer store drømme om en frodig, romantisk og lidt vild have, med alskens planter og især blomster.
Blomster der klatrer og kravler op og ned - ind og ud - og allevegne. At gå i haven og høre den summe af insekt- og fugleliv, lade mig beruse at dufte- og synsindtryk.....suk hvor jeg længes.

Efter jeg er "kommet i kløerne" på havefolket herinde, har jeg fået endnu mere blod på tanden og ved, at jeg bliver nød til at leve mine havedrømme ud - jeg kan ikke vente længere - jeg kan ikke lade være.

Der er dog lang vej inden Karlelunden tager sig ud, som de billeder jeg har på nethinden (hvis nogen sinde).
Som haven er nu, består den hovedsaligt af en kæmpe plæne, heldigvis med en del store og gamle træer, en lille naturlig dam og så 2 Rhododendronbede.

Mine sparsomme tiltag består i, at have plantet et par Klematis op af et æbletræ, etableret en lille urtegård med 6 højbede (ja den mangler belægningssten rundt om og beplantning, så I må først få den at se, når den er fin at vise frem...ha ha). Og pt. er jeg i færd med at etablere et levende hegn af forskellige hvide roser i forhaven.
Der udover har jeg ryddet "lidt" op, da mange træer og buske stod alt for tæt og dannede rum de forkerte steder, ifølge min "masterplan". Så der er blevet fortaget en større motorsavs-massakre på matriklen de 2 seneste somre.

Nu er tiden inden, hvor jeg skal videre, med noget opbygning.
Derfor har jeg bestilt en mængde frø, i håb om, at jeg selv kan lave de fleste planter til haven - for det koster jo en del at indkøbe fine store planter, især når man ingenting har fra start og har mange 2m at boltre sig på :o/

Så i det tidligere forår bliver alle vindueskarmene invaderet af plastikbakker med såjord og så må vi se hvor heldig eller dygtig jeg er.
Håber desuden at vinteren vil være mild i år, så jeg kan få gjort 1-2 bede klar (vendt plæne, sat bedafgrænsning mv) til forårets og sommerens små indflyttere.

Tak til alle I dejlige og inspirende havemennesker - I har virkelig pustet til ilden hos mig :o)

Jeg lapper Jeres billeder og ord i mig, som var det fløde - og jeg en fed hankat.
Det er ikke altid, jeg har tid til at efterlade en kommentar hos Jer (eller kan finde på noget "genialt" at sige) - men jeg ser DET HELE :o)

tirsdag den 1. november 2011

Dansen om et bøgetræ

Et gyldent tæppe har lagt sig på plænen fra bøgetræet. Tæppet skal lune og nære bedene i vinter - men inden tæppet bliver "revet væk under" bøgen, tog jeg lige tage en dans, rundt om træet med kameraet.
"Skal vi danse?", synes bladene at spørge, når de virvler op i vinden.


_____________________________________________________________________

Også de smukke lysende røde løvfældende Rhododendroner (eller er det Azalia.....kender ikke forskellen?) fangede mit øje.



__________________________________________________________________

Bunddækket i skovbrynet skifter fra grønt til rødt - man må dog stadig gerne gå derind, heldigvis ;o)


...............venter stadig (utålmodigt) på mine bestilte roser og forårsløg :o)